Optakt 11/9 morgen Flight 11 kapres Flight 175 kapres WTC 1 rammes Flight 77 kapres WTC 2 rammes Flight 93 kapres Pentagon rammes WTC 2 kollapser Flight 93 styrter WTC 1 kollapser WTC 7 kollapser Epilog

Påstand

Der er ikke fremlagt billeder af Osama bin Ladens lig.0

Baggrund

Påstanden er blandt andre fremsat af den danske pensionerede lektor i kemi Niels Harrit i radioprogrammet “Aflyttet”, den 8. september, 2012.0

Påstanden skal underbygge konspirationsteorien om, at Osama bin Laden ikke stod bag terrorangrebet den 11. september 2001. I stedet postuleres det, at Osama bin Laden døde allerede i december 2001, hvorfor han så ikke kunne være dræbt af amerikanske elitestyrker den 2. maj, 2011.

Fakta

Påstanden er som sådan korrekt. Der er ikke fremlagt billeder af Osama bin Ladens lig. Dette skyldes, at Osama bin Ladens lig blev begravet til havs fra det amerikanske krigsskib USS Carl Vinson, efter at specialstyrker fra den amerikanske flåde, kaldet Navy SEALs, havde dræbt ham i hans tilholdssted i Abbottabad, Pakistan, den 2. maj 2011.1 Man valgte efterfølgende ikke at offentliggøre fotografier af liget.

Årsagen blev givet af den amerikanske præsident Barack Obama i et interview med CBS: Man ønskede ikke at opildne til uro blandt visse dele af den muslimske befolkning samt erkendelsen af, at en sådan offentliggørelse alligevel ikke ville forhindre konspirationsteorier i at opstå2. Under krigen i Irak, hvor Saddam Hussein blev afsat, blev dennes to sønner Uday og Qusay dræbt under voldsomme kampe i byen Mosul. Fotografierne af ligene blev offentliggjort med den begrundelse, at det irakiske folk skulle overbevises om, at de var døde. Uheldigvis affødte offentliggørelsen både en række konspirationsteorier, der hævdede at det ikke var ligene af Saddam Husseins sønner,3 og dele af befolkningen blev opskræmt og vred.

Myndigheders accept

Men at ingen billeder er offentliggjort, betyder ikke, at der ikke findes billeder af liget. En række højtstående politikere og militærfolk i USA har fået forevist materiale med billeder vedrørende drabet på Osama bin Laden, blandt andre udenrigsminister Hillary Clinton, senator James Inhofe og senator Bill Nelson.4

Logik

En del andre konspirationsteorier beskæftiger sig også med dødsfald af berømtheder. Den amerikanske præsident John F. Kennedy5, og dennes attentatmand, Lee Harvey Oswald5, den engelske prinsesse Diana6, skuespillerinden Marilyn Monroe7, popmusikeren Michael Jackson8, og Adolf Hitler9 er alle personer der har konspirationsteorier vedhæftet deres eftermæle.

Man offentliggør generelt ikke fotografier af døde, idet hensynet til de pårørende skal tages alvorligt, og at man ikke ønsker at udstille de døde som underholdning.

Der er dog visse tilfælde hvor fotografier af berømtheder er dukket op. Det er muligt på Internettet at finde de grusomme billeder af f.eks. John F. Kennedys lig, samt Marilyn Monroe, og Prinsesse Diana. Det er dog typisk ikke sket via officielle kanaler, men i stedet via læk til en sensationshungrende presse.

Et mere aktuelt eksempel på et konspirationsteori-relateret dødsfald, er den amerikanske astronaut og første mand på månen, Neil Armstrong10. Han døde den 25. august 2012 og blev begravet til havs den 14. september samme år. Hvis den manglende offentliggørelse af fotografier af Osama bin Ladens lig understøtter teorien, om at det ikke var Osama bin Laden, der stod bag terrorangrebet den 11. september 2001, må man samtidig acceptere, at den manglende offentliggørelse af fotografier af Neil Armstrongs lig tilsvarende kan bruges til at understøtte teorien om, at månelandingerne var et fupnummer11.

Det er dog interessant at observere, at langt de fleste mennesker ikke tror, at fordi billeder af ligene af disse berømtheder ikke er offentliggjort fra officielt hold, betyder det dermed, at der må være noget mystisk ved deres død.

Offentligheden har heller ikke set genkendelige fotografier af et eneste af den norske massemorder Anders Behring Breiviks 77 ofre12. Skulle man følge den samme argumentation som blandt andre Niels Harrit bruger med Osama bin Laden, må det så betyde, at ofrene fra Utøya slet ikke eksisterer, og at Anders Bering Breivik dermed er uskyldig og bør sættes på fri fod øjeblikkelig.

Ironisk nok accepterer Sandhedsbevægelsen, at antallet af ofre ved terrorangrebet den 11. september 2001 er sandt, på trods af at man heller ikke her har offentliggjort fotografier af alle ofre.

Hvis fotografierne af Osama bin Laden var et falsum, ville det betyde, at blandt andre udenrigsminister Hillary Clinton, senator James Inhofe og senator Bill Nelson i så fald var implicerede i et coverup og dermed var medskyldige i massemord på deres egne statsborgere.

Vil fotografier være nok?

Der er tilmed intet, der tyder på, at fotografiske beviser vil overbevise konspirationsteoretikere. På trods af at de amerikanske myndigheder har udleveret enkelte fotografier til offentligheden af nogle af ofrene fra terrorangrebet den 11. september 2001, har disse grusomme fotografier ikke bevirket, at konspirationsteoretikerne accepterer, at det var 19 terrorister fra al Qaeda, der stod bag terrorangrebet.

Alene identifikationen udfra fotografier ville tilsvarende udgøre en stor udfordring. Niels Harrit hævder selv, at Osama bin Laden døde allerede i midten af december 200113 efter længere tids nyresygdom. Da man, ifølge Niels Harrit, derfor ikke har set Osama bin Laden siden da, vil fotografier af en sønderskudt Osama bin Laden være meget svære at sammenligne med en person, der sidst er blevet set 10 år tidligere. Hvis Niels Harrit skulle få fremlagt fotografier af en sønderskudt Osama bin Laden, ville han derfor næppe være i stand til at identificere ham.

Ydermere er offentliggørelse af fotografier ikke bevis på, at de er taget umiddelbart forinden. Fotografierne kunne for den sags skyld være taget på et hvilket som helst tidspunkt før offentliggørelsen, for eksempel den dag Osama bin Laden ifølge Niels Harrit skulle været blevet begravet.

Der er derfor ingen grund til at antage, at Niels Harrit kan acceptere fotografisk bevis af Osama bin Ladens lig.

Mistro eller ej?

Sandhedsbevægelsen og Niels Harrit har gjort en helt fundamental mistro til de amerikanske myndigheder til et omdrejningspunkt i kritikken af den officielle forklaring om den 11. september. De har ikke hidtil stolet på hvad amerikanerne lagde frem, så hvorfor skulle de pludselig gøre det i dette tilfælde?

Niels Harrit har ofte udpeget den 11. september som den største begivenhed i vor tid14. Men hvis den 11. september er en så unik begivenhed, så kan man ikke kalde det unormalt, at Osama bin Ladens lig ikke blev fremvist. Tværtimod danner det jo så normalen for fremtidige tilsvarende begivenheder.

Med sin påstand kræver Niels Harrit et bevis, han reelt er nødsaget til at afvise.

Sandsynligheden for at coverup’et bliver røbet er større, når en række politikere involveres. Vi ved, at politikere – helt legitimt – er tilbøjelige til at bruge deres viden mod andre, hvis det gavner deres politiske karriere eller en sag, de brænder for. Politikere og journalister er så at sige de sidste, man skal have hemmeligheder med.

Konklusion

Påstanden er med andre ord:

  • Vildledende
  • Ikke afgørende for at Osama bin Laden er død
  • Selvmodsigende

Kilder

  1. Niels Harrit, Aflyttet, Radio 24 syv
  2. Death of Osama bin Laden, Wikipedia
  3. Barack Obama, CBS 60 Minutes
  4. New Conspiracy Theory in Egypt: It Wasn’t Saddam But His Double Who Was Executed, Middle East Media Research Institute
  5. Members of Congress see bin Laden photos, CNN
  6. John F. Kennedy assassination conspiracy theories, Wikipedia
  7. Death of Diana, Princess of Wales conspiracy theories, Wikipedia
  8. Death of Marilyn Monroe, Wikipedia
  9. Death of Michael Jackson, Wikipedia
  10. Death of Adolf Hitler, Wikipedia
  11. Neil Armstrong, Wikipedia
  12. Moon Landing Conspiracies, Wikipedia
  13. Anders Behring Breivik, Wikipedia
  14. Niels Harrit, Aflyttet, Radio 24 syv
  15. Niels Harrit, Aflyttet, Radio 24 syv

Q & A