100 tons, det er ret meget, ikke?

Den 3. marts 2015 interviewede 911facts.dk fysiker Per Hedegaard i anledning af, at han ifølge en amerikansk hjemmeside havde ændret holdning og tilsyneladende insisterede på at vidne i landsretten til fordel for Niels Harrit i dennes injuriesag mod Weekendavisen.

Interviewet afslørede en anden sandhed, idet Hedegaard straks sagde:

“Ja, han (Niels Harrit, red.) er stadigvæk tosset, hvis du spørger mig.”

Derefter grinede Hedegaard af påstanden om, at han skulle have ændret holdning, og han anede ikke, hvor de, der påstod sådan, havde det fra. Han havde ikke selv hørt rygtet.

“Skriver de virkelig det nogen steder?”

spurgte Hedegaard forundret og tilføjede lidt senere, da han havde fået forklaret, at det stod på en af Sandhedsbevægelsens amerikanske hjemmesider:

“Det er sådan, den slags ting opstår. Nu er det lige pludselig en sandhed i deres kredse, ikke?”

Af gode grunde kunne Hedegaard ikke på forhånd sige, hvordan han ville vidne:

“Jeg ved det ikke. Det kommer an på, hvad han (Niels Harrit, red.) vil spørge mig om. (–) Jeg skal jo bare være vidne, ikke? Jeg skal jo bare svare på spørgsmål.”

Den eneste tilkendegivelse, Hedegaard med sikkerhed havde givet på forhånd, var, at han var positiv over for at møde op i retten:

“Altså, jeg har bare sagt, at jeg da gerne vil komme og vidne. Det skal da ikke komme an på det.”.

Til gengæld kunne Per Hedegaard mere håndfast aflive en anden påstand, nemlig at han ifølge Niels Harrits udtalelser til byretten skulle have sagt, at Politikens journalist Kjeld Hybel var helt skudt i roen:

“Aldrig nogensinde. Overhovedet ikke. Han (Kjeld Hybel, red.) ringede til mig, og så sagde jeg bare min mening.”

Og den kunne offentligheden læse i 2010, hvor Per Hedegaard udtalte, at det meste af Niels Harrits hypotese var det rene gak.

Baggrunden for, at Hedegaard havde udtalt sig sådan, var, at han var blevet bekendt med Harrits rapport om påstået fund af nanotermit ved World Trade Center i forbindelse med kollapsene af bygningerne efter terrorangrebet den 11. September 2001. I den anledning havde Hedegaard ud fra de tal, der fremgik af rapporten, regnet på, hvor meget uafbrændt nanotermit, der ville have været i bygningerne, hvis rapporten var korrekt. Og det tal var så enormt, at det ifølge Hedegaard var et argument imod teorien om nanotermit og sprængstoffer:

“Der skulle være et sted mellem 60 og 100 tons!”

Og Hedegaard fortsatte:

“100 tons, det er ret meget, ikke? Det vil jeg sige, det er et argument imod den teori, at der skulle være nogen sprængstoffer, for man kan ikke lige sådan komme af sted med at placere 100 tons sprængstoffer, uden at nogen lægger mærke til det.”

Fysikeren havde en anden mere plausibel forklaring på fundet i rapporten:

“Det er jo faktisk maling. Alle de der ståldragere, de er jo malet med sådan noget rustbeskyttelse… (–) Det er jo stort set samme grundstofsammensætning, så det er allermest sandsynligt, at det er det. (–) Det er også i samme størrelsesorden, altså 100 tons maling.”

Men Hedegaard medgiver, at rapporten i det mindste er et forsøg på at komme med nogle argumenter baseret på nogle undersøgelser:

“Det er dog en rapport, der har tal og fakta i sig, og dem kan man jo så tage fat i og se, hvad man kan få ud af det. For mig at se kan han (Niels Harrit, red.) jo slet ikke konkludere noget som helst, og det gør han jo heller ikke. Han er jo snedig. (–) Ham får du aldrig til at sige “bomber og Bush”, og jeg ved ikke hvad. Han kommer bare sådan med antydningens kunst. Det er kun hans håndgangne mænd, der siger de vilde ting. Det hører du faktisk aldrig ham sige. Prøv at lægge mærke til det… uh, nej, han er jo bare en neutral videnskabsmand… og så ruller han med øjnene og siger Newton og Galilei. Men når du prøver at at spørge ham om, fx hvordan Newtons anden lov skal anvendes på to stænger, der er skruet sammen… Han er jo kemiker. Jeg tvivler på, at han vil kunne svare på det.”

Hedegaard fortæller også sin mening om Harrits og Sandhedsbevægelsens påstand om, at World Trade Center 7 skulle kollapse i frit fald:

“Lad os bare sige, det var frit fald. So what? Hvad beviser det?”

spørger Hedegaard og forklarer, at omstændighederne omkring bygningens kollaps er helt i overensstemmelse med Newtons love, og at bygninger sommetider rives ned og falder i frit fald, og sommetider ikke:

“De falder på mange forskellige måder, efter hvad der er behov for.”

Han tilføjer, at det samme er tilfældet med bygninger i brand:

“…og det kan da godt være, at brande og svækkelser, der pludselig opstår, når det bliver varmt nok, har samme startbetingelser, som hvis man havde brændt dem over, de der få og afgørende piller. Altså, noget kunne jo tyde på, at det er sådan, det er.”

Man kan med andre ord ifølge fysikeren ikke sætte lighedstegn mellem hverken brand eller sprængning og frit fald:

“Der er jo et enormt spring i logik fra frit fald til den konklusion til, at det ikke kan være brand.”

Og det er Harrit, der har bevisbyrden, mener Hedegaard og siger:

“Han må komme med det videnskabelige fysikargument eller ingeniørargument, der leder fra den der film (om World Trade Center 7, red.) til noget andet. Det må han jo forklare. Det er jo ham, der skal bevise sin påstand.”

Afslutningsvis fortæller Hedegaard, at han slet ikke tror, at Niels Harrit er interesseret i at få oprejsning fra at blive kaldt tosse i Weekendavisen:

“Det er jo bare en måde at holde gryden I kog på (–) Det forlænger jo bare hans levetid i vælten, om man så må sige. (–) Han er jo pensioneret, så det er hans hobby.”

Samtidig forklarer Hedegaard, at han kender Niels Harrit rigtig godt som kollega på Niels Bohr-instituttet, hvor de begge har arbejdet, og han beskriver, at Niels Harrit har et godt ry som underviser:

“Han er meget dygtig i undervisningen. (–) Der er han fremragende. Han er jo meget pædagogisk. No problem. Men han har altså et svagt punkt. Det er jo den sag her.”